Stor pædofili-sag i retten

Retten i Kolding tager i dag hul på en stor sag om sexmisbrug af to små piger. Den ene af de fire tiltalte i sagen er en 54-årig grønlandsk mand.
Skrevet af Martine Lind Krebs
31. oktober 2011 05:16

Anklageskriftet lyder på seksuelle overgreb mod to piger på 8 og 15 år i et kolonihavehus i Vejle i 2002 og 2003. Den ene af de tiltalte er pigernes far, der ifølge anklageskriftet har solgt pigerne til de andre mænd til gengæld for penge og stoffer.

Den grønlandske mand, der er tiltalt for sexmisbrug af den 8-årige og kønslig omgang med den 15-årige søster, har nægtet sig skyldig. 

Faren og den grønlandske mand er erklærede egnede til at modtage straf, men de to andre tiltalte er mentalt retarderede, og derfor uegnede til almindelig afsoning.

Dommen, der forventes at være højest 4 års fængsel, forventes at falde den 8. november.