Stor opbakning til olieboringer

Et overvældende flertal af læserne synes, at prøveboringerne ud for Disko er en god idé. Det viser en meningsmåling, som KNR har foretaget på sin hjemmeside.
Skrevet af Louise M. Kleemann
18. juni 2010 09:13

Der er foreløbig blevet afgivet 832 stemmer, heraf har et stort flertal på 611 stemt ja til prøveboringerne, hvorimod 173 har stemt nej. Derudover har 48 stemt på ved-ikke-knappen.

Undersøgelsen er dog ikke videnskabelig, idet det på KNR.gl ikke teknisk kan lade sig gøre helt at forhindre samme brugere i at stemme flere gange.

En lignende undersøgelse på sermitsiaq.ag. viser, at tendensen her er den samme. Her har 386 stemt ja, mens 94 har stemt nej.

Dermed ser det foreløbig ud til, at der er stor opbakning blandt befolkningen til de kommende prøveboringer.

De første resultater af prøveboringerne i Disko forventes allerede at komme i løbet af august-september.

Cairn Energy er også begyndt at nyde godt af kursen på aktiemarkedet. Aktiekursen er nemlig begyndt at stige i takt med den stigende optimisme.