Stor opbakning til homo-ægteskaber

Et lovforslag om ægteskab mellem par af samme køn møder stor opbakning. Forslaget kan blive vedtaget på Inatsisartuts forårssamling.
28. februar 2015 12:00

Det skal være muligt for to mennesker af samme køn, som elsker hinanden, at kunne kalde sig for rette ægtefolk.

Sådan lyder et forslag til en lovændring af ægteskabsloven, som medlemmerne af Inatsisartut skal stemme om til foråret. Det sker som led i en stor lovpakke-ændring på børne- og familieområdet.

Læs også Loven om homoægteskaber bliver stærkt forsinket

Og lovændringen får stor opbakning i høringssvarene, bl.a. fra både Grønlands Råd for Menneskerettigheder, som udtrykker ‘tilfredshed med beslutningen om, at lovgivningen om ægteskab mellem personer af samme køn sættes i kraft for Grønland.’

LGBT: Længe ventet lovændring
Hos Foreningen for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner i Grønland, LGBT, har man længe set frem til lovændringen. Ændringen til lovforslaget skulle have været på Inatsisartuts dagsorden sidste år, men forslaget blev dengang indleveret for sent. Denne gang tror formanden for LGBT, Tina Egede, dog på, at det bliver behandlet - og med en lovændring til følge.

- Det er vigtigt for os, for vi vil rigtig gerne have samme rettigheder, som alle andre. Og ja, vi har rigtig høje forventninger, fordi de sidste par år har vi jo fået masser af opbakning fra samfundet og politikerne, siger hun til KNR.

Det er kun Biskoppen i Grønland, der i høringssvaret pointerer, at en præst ifølge Kirkeloven har ret til at sige nej til at vie et par af samme køn.

Flere par venter på lovændringen 
Ifølge Tina Egede er der formentlig flere par af samme køn, som venter på at kunne gifte sig.

- Der venter nok en masse af samme-køn-par her i Grønland, som glæder sig til at blive gift. Netop fordi vi jo har savnet samme ret som alle andre. Så der er mange, der glæder sig til den mulighed, siger hun.

Hvis lovændringen bliver vedtaget, kan homoseksuelle indgå ægteskab fra 1. oktober i år. Med vedtagelsen vil loven om registreret partnerskab falde bort, dog gælder loven stadig for par, som i dag er registreret som partnere. Hvis de ønsker, kan de komme ind under den ny ægteskabslov ved at henvende sig til kommunen.

Med lovændringen vil homoseksuelle ægteskaber i øvrigt give ret til adoption på lige fod med heteroseksuelle par.