Stor donation til Nanubørn

Nanu Børn, og dermed Grønlands børn, fik i fredags hele 100.000 kroner overrakt ved et arrangement i Katuaq i Nuuk.
Foto © : Nanubørn
Skrevet af Karsten Sommer
10. juni 2015 06:00

De mange penge udgør det foreløbige overskud fra salg af bogen “Indlandsisen - 80 års klimaændringer set fra luften”.

Det er Statens Naturhistoriske Museum der har udgivet bogen, og allerede tidligt under bogens tilblivelse, blev det bestemt, at overskuddet fra salg af bøgerne skulle gå ubeskåret til projekter, som arbejder for socialt udsatte børn her i landet.

- Vi ønsker at give noget tilbage til det samfund, vi bruger til at forske i. Derfor er Nanu Børns værdifulde sociale arbejde oplagt at bakke op om, sagde professor Kurt H. Kjær, der har redigeret bogen, i forbindelse med overrækkelsen af de 100.000 kroner.

LÆS OGSÅ Studie af grønlandske gletsjere udløser geologipris

I bogen vises før- og nu billeder af en række gletschere i Grønland. De er fotograferet første gang i 1933 og igen i 2013. Bogen er således en billeddokumentation på den markante klimaændring, der er sket i Grønland siden 1930’erne.

- De 100.000 er en meget flot donation, og vil blive brugt til videreudvikling af vores børnehuse, der har fokus på selvværdsstyrkende projekter, sagde Charlotte Bæk Risbjerg fra Nanu Børn, der modtog den flotte gave.

Og hvis man har lyst til at kigge nærmere på gletchernes udvikling fra 1933 til i dag, så kan bogen købes i boghandlen fra næste uge.