Stillehavsø stemmer ja til selvstændighed fra Papua Ny Guinea

Stillehavsøen Bougainville har med et overvældende flertal stemt for selvstændighed fra Papua Ny Guinea.
Bougainville, der har omkring 207.000 indbyggere, kan dermed blive verdens yngste nation. Arkivfoto Foto © : Jeremy Weate / Flickr
Skrevet af Ritzau
12. december 2019 15:16

Det viser optællingen af en folkeafstemning onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Næsten 98 procent af vælgerne i øgruppen har stemt ja til selvstændighed.

Bougainville, der har omkring 207.000 indbyggere, kan dermed blive verdens yngste nation.

Stillehavsøen ligger 640 kilometer øst for Salomonøerne, men er en provins tilhørende Papua Ny Guinea, der ligger 1200 kilometer borte.

Afstemningen var hjørnestenen i en fredsaftale fra 2001, som bragte en mere end ti år lang blodig borgerkrig, der kostede over 20.000 mennesker livet, til en afslutning.

Stillehavsøen er rig på kobber og guld, men det er begrænset, hvor stort et udbytte de lokale beboere hidtil har fået fra den udenlandske minedrift på øen.

Der har været en vis modvilje mod folkeafstemningen i Papua Ny Guinea, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det skyldes, at regeringen i Papua Ny Guinea frygter, at den vil kunne inspirere andre selvstændighedsbevægelser.