Stilhed på travl gade

Præcis klokken 12 - det vil sige klokken 8 grønlandsk tid - gik alt i stå i de nordiske lande, hvor man gennemførte et minuts stilhed for dem, der i fredags blev dræbt ved bombesprængningen og massakren på Utøya i Norge.
Skrevet af Karsten Sommer
25. juli 2011 09:51

På Oslo Universitet blev minuttet fulgt af den norske kongefamilie og statsminister Jens Stoltenberg.

- Tusind tak, sagde Jens Stoltenberg til de mange tusinde som fulgte den lille højtidelighed.

DR´s Ann Mee Nielsen var til stede på Oslos hovedgade Karl Johan ved middagstid og fortalte følgende om stemningen.

- Jeg befinder mig på Karl Johans gate, som er en meget travl shoppinggade, blandt andet. Her for lidt siden, da vi holdt et minuts stilhed, der gik gaden simpelthen i stå. Alle stod stille og det var et meget rørende øjeblik . Jeg har været her i en times tid og gaden har været fuld af liv af folk, der går op og ned med shoppingposer og turister der går frem og tilbage. Men lige der da kirkeklokkerne begyndte at kime stod hele gaden stille. Bilerne som kørte på vejen satte nødlyset på og holdt helt stille og der var fuldstændig stilhed, her hvor jeg er, fortalte Ann Mee Nielsen, som også havde seneste nyt fra det norske politi:

- Det sidste vi har hørt fra politiet er, at der kommer en nedjustering i antallet af dræbte ude fra øen Utøya. De kan endnu ikke sige med præcis hvor mange, men der bliver en nedjustering. De siger at grunden til at de måske har sat antallet lidt for højt i starten, er fordi situationen simpelthen har været kaotisk derude. Så præcis hvor meget antallet bliver reduceret med det ved vi simpelthen ikke endnu, sagde Ann Mee Nielsen fra DR i formiddags. 

Også i Danmark blev der holdt et minuts stilhed, blandt andet på København Hovedbanegård.