Per Stig Møller vil renses i CIA-sag

De Konservatives udenrigsordfører, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller ønsker nu en tilbundsgående undersøgelse af CIA's fangetransporter i dansk og grønlandsk luftrum. Han føler sig anklaget for dobbeltspil efter en kommentar fra udenrigsminister Villy Søvndal under dagens spørgetid i Folketinget.
10. november 2011 07:53

Villy Søvndal svarede på et spørgsmål fra Venstres tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, der finder den netop bestilte undersøgelse af de mulige overflyvninger overflødig, da den udelukkende baserer sig på samme materiale som en redegørelse fra 2008.

- Hvad er det, der ikke er korrekt i redegørelsen fra 2008, ville hun vide.

Villy Søvndal oplyste, at det nye er de lækkede referater af fortrolige indberetninger fra den amerikanske ambassade i København, som i januar 2011 blev offentliggjort af hjemmesiden WikiLeaks.

- Der er efterfølgende rejst beskyldninger om aftalt spil mellem USA og Danmark. Derfor skal der være en uvildig undersøgelse, sagde Villy Søvndal, der har bedt Dansk Institut for Internationale Studier se på sagen.

Det svar har fået den tidligere udenrigsminister til at ønske en kommisionsundersøgelse af CIA-flyvningerne.

- Villy Søvndal hævdede, at der siden 2008 er kommet oplysninger frem via WikiLeaks, som mere end antyder, at embedsmændene i udenrigsministeriet og jeg som udenrigsminister spillede dobbeltspil. Jeg har tidligere helt afvist dette og gør det igen, siger Per Stig Møller.

Han mener, at det er problematisk, at undersøgelsen fra DIIS kun skal gennemgå allerede kendte papirer vedrørende Grønland.

- Så kan denne anklage mod udenrigsministeriet eller mig jo ikke blive undersøgt, siger Per Stig Møller om årsagen til, at derfor bør foretages en kommissionsundersøgelse, hvor han han blive afhørt i sagen.