Stenbidersæsonen står for døren

Foråret står for døren, og det betyder, at sæsonen for fiskeri efter stenbider ligger lige rundt om hjørnet. I den forbindelse meddeler Selvstyret at sæsonen for fiskeri efter stenbider løber fra 29. februar til 15. juli.
Foto © : Brian Suda/Flickr Creative Commons
Skrevet af Inge S. Rasmussen
24. februar 2016 07:32

Og er du fisker, er der nogle forhold, du skal være opmærksom på, påpeger departementet for fiskeri i en pressemeddelelse.

I Vestgrønland er kyststrækningen nu inddelt i 7 forvaltningsområder. Hvert område tildeles en kvote og en fiskeriperiode på maksimalt 47 dage.

Fiskeriet indstilles, senest efter de 47 dage er gået.

Men hvis kvoten er opfisket inden der er gået 47 dage, bliver fiskeriet også indstillet.

De lokale fiskerorganisationer og indhandlingssteder aftaler sammen, hvornår man ønsker, at fiskeriperioden i det enkelte forvaltningsområde skal starte.

Pas på, at det tidspunkt, man bliver enige om at ville starte fiskeriet, ikke er for tidligt før rognen er klar, advarer Selvstyret.

Man skal have licens til erhvervsfiskeri efter stenbider, og der skal ansøges herom. Licensen gælder til alle forvaltningsområder.