Stenbiderrognsæsonen er sikret

Greenland Properties, det konkursramte Arctic Green Foods søsterselskab, har nu meddelt Selvstyret at de er klar til at åbne for indhandling af stenbiderrogn.
Stenbiderrogn
Skrevet af Jette Andersen
15. marts 2013 10:35

I en skrivelse til departementet for fiskeri, fangst og landbrug har Greenland properties, der er det konkursramte Arctic Green Foods søsterselskab, tilbudt "at overtage tilbudsmodtagers fremadrettede forpligtelser for indhandling frem til udgangen af juni måned 2013 efter den med Naalakkersuisut indgåede servicekonktrakt."

Men fra souschef i depatementet, Jørgen Isak Olsen, lyder det helt anderledes.

- Greenland Properties, som er søsterselskab til AGF, har meddelt, at de forventer at kunne indhandle. Så de steder hvor AGF havde sine anlæg, der formoder og tror vi, at der også vil komme indhandling.

De har så sagt, at de vil have penge til at drive de steder, der ikke er rentable, og der er kun få steder, der er rentable.Er det noget Selvstyret vil give penge til?

- Ikke på nuværende tidspunkt. For det første, så har vi et fungerende ministerium, og der har vi ikke mulighed for at kunne tage sådan nogle sager op. Det må det nye naalakkersuisut tage op, når de træder til.

Og ifølge souschefen har Greenland Properties meldt ud, at det under alle omstændigheder vil indhandle frem til sommer.

- Frem til sommer, forventer vi de kører uden tilskud.

Men departementet vurderer at at rognsæsonen, der så småt er gået i gang og som varer til midten af juni, ER sikret for landets fiskere, efter departementets oplysninger.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra AGFs søsterselskab Greenland Properties.