Stenbiderfiskeriet starter på onsdag

Naalakkersuisut har vedtaget, at stenbiderfiskeriet kan starte fra 1. april 2020.
Fiskeriperioden efter hunstenbiderens rogn vil for de enkelte NAFO-områder maximalt være på 60 dage. Arkivfoto Foto © : Brian Suda/Flickr Creative Commons
30. marts 2020 08:13

Der er tale om kvoteområdefordeling for fiskeri efter stenbider fra Kap Farvel til Diskobugt.

Den samlede kvote for hele Vestgrønland er på omkring 1150 tons stenbiderrogn, fordelt på syv forvaltningsområder.

Start- og sluttidspunktet for fiskeri efter stenbider rogn aftales i samarbejde mellem den lokale fabriksledelse og fiskerrepræsentant, skriver Naalakkersuisut.

Start- og sluttidspunktet aftales for et samlet NAFO underområde ad gangen, dog med undtagelse af NAFO 1B, som er yderligere opdelt i 2 områder.

Fiskeriperioden efter hunstenbiderens rogn vil for de enkelte NAFO-områder maximalt være på 60 dage.

Når det enkelte NAFO-områdes kvote er opfisket, lukkes fiskeriet. Hvis der er kvoterest ved fiskeriets ophør i et kvoteområde, kan Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug overføre uopfisket kvote til et andet forvaltningsområde.