Stemmeprocent som ved sidste valg

Folketingsvalget har her i landet nu været i gang i 3½ time på landets 62 valgsteder. Og indtil nu tyder det på en pæn vælgertilslutning trods dårligt vejr i store dele af landet.
15. september 2011 10:58

Klokken 11 havde 17,5 procent af vælgerne i Qaanaaq været i stemmeboksen. Det er en smule lavere end på samme tidspunkt ved sidste valg, siger en af de valgtilforordnede i byen.

I Ilulissat er der tilsyneladende stor interesse for valget. Her havde hele 15,6 pcrocent af vælgerne afgivet deres stemme klokken 11 mod 9,7 ved valget i 2007.

I Aasiaat havde 278 vælgere afgivet deres stemme her klokken 11 hvad der svarer til 11,36 procent.

På landets største valgsted Nuuk by med ialt 11.827 vælgere havde 1053 eller 8,9 procent stemt klokken 11 og det er stort set status quo i forhold sidste folketingsvalg.

I Qaqortoq by lå stemmeprocenten klokken 11 på 13,44 procent mod 13,99 ved folketingsvalget i 2007. Altså også her en stort set uændret vælgertilslutning.

Men der er god tid endnu, og traditionelt stemmer de fleste vælgere først efter arbejdstid. Over hele landet vil valglokalerne være åbne frem til klokken 20 i aften.

Først sent i aften - formentlig omkring midnatstid - ventes det endelige valgresultat at være klar.

I Danmark strømmmer vælgerne til valgstederne. En Ritzau-rundspørge viser en markant højere valgdeltagelse end ved valget i 2007.

Klokken 15 dansk tid havde knap 43 procent af de danske vælgere stemt. Ved sidste valg lød stemmeprocenten på samme tid på 34,4.

I Danmark slås 804 kandidater om de 175 pladser. Det betyder, at der er 4,6 kandidater pr. plads. Nær så gode odds er der ikke i Nordatlanten. Her i landet er der som bekendt 16 kandidater, der kæmper om to pladser. Det vil sige, at vi dagens løb finder to vindere og 14 tabere, men på Færøerne er konkurrencen endnu større. Her 74 kandidater på banen i kampen om de to færøske mandater. Så her vil der være 72 'tabere' i dag. Og kun to vindere.