Steen Lynge: Konkurrence kan ikke betale sig

Der kommer ikke konkurrence på fragtsejlads fra Danmark til Grønland, siger Naalakkersuisoq for infrastruktur Steen Lynge.
Skrevet af Nina-Vivi Andersen
22. januar 2014 06:21

Fragtpriserne stiger og stiger, det har Siumuts ordfører Karl-Kristian Kruse reageret på. Han har sendt to paragraf 37 spørgsmål til Naalakkersuisut, da han mener, at fragtpriserne vil blive lavere, hvis RAL's monopol blev ophævet.

Dette kommer dog ikke til at ske, siger Steen Lynge. Konkurrencen vil nemlig kun gavne Nuuk og Aalborg.

- De andre byer udenfor Nuuk vil blive ramt af højere prisrater. Det er netop, fordi de ruter i dag ikke giver overskud. Derfor hentes de tab, man nu en gang får ved at besejle interne ruter med det overskud, som RAL opnår ved ruten til Grønland, siger Naalakkersuisoq for infrastruktur Steen Lynge.

Royal Arctic Line har søgt Naalakkersuisut om lov til at hæve priserne på fragt med hele 10 procent. 

Hvis Naalakkersuisut godkender ansøgningen er der mange, der vil blive ramt, men det vil stabilisere RAL's indtægter.

Naalakkersuisut har dog en plan, som skal sikre lavere fragtpriserne.

- Blandt andet derfor er udvidelsen af havnen i Nuuk netop blevet besluttet, fordi den kommende stigning af fragtpriserne kan minimeres mest muligt ved at udvide havnen i Nuuk, siger Steen Lynge.

Han understreger, at det ikke kan betale sig for samfundet, at have konkurrence i fragtsejlads, da det vil blive dyrere ude på kysten, og for Grønland.

Naalakkersuisoq gør det dog klart, at RAL skal effektiviserer for at holde priserne nede.

- RAL skal som alle de andre offentlige virksomheder hele tiden søge for, at indrette sig sådan så udgifterne hele tiden holdes nede, sagde Steen Lynge.