Stednavnenævnet føler sig desavueret

Et nyt projekt skal udarbejde nye digitale kort over Grønland. Men Stednavnenævnet er ikke blevet involveret i projektet.
Skrevet af Karsten Sommer
09. januar 2016 18:49

Naalakkersuisut har sidste år indgået en samarbejdsaftale med Geodatastyrelsen i Danmark om et større projekt, der har til formål at udarbejde en moderne kortlægning af Grønland, som skal sikre et detaljeret og præcist digitalt kortgrundlag for fire store områder i Grønland.

Men i et åbent brev undrer Oqaasileriffik - Grønlands Sprognævn - og Grønlands Stednavnenævn - NAA - sig over at de ikke skal involveres i arbejdet med at sikre korrekte stednavnsbetegnelser.

I stedet er det arbejde lagt i hænderne på Asiaq - Grønlands Forundersøgelser - selvom NAA er det eneste organ, der har bemyndigelse til at autorisere stednavne i Grønland.

Det skriver Grønlands Sprognævns sekretariatschef Kattie Frederiksen i sit åbne brev til Departementet for Finanser.

Sprognævnet er glade for at det moderne kortlægningsprojekt igangsættes, men mener, at der er sket en forvaltningsmæssig fejl, når den del af projektet, der har med stednavne at gøre, overlades til Asiaq.

Projektet omfatter 4 store områder i Grønland med i alt 10.596 stednavne, og Sprognævnet opfordrer Asiaq og Departement for finanser at involvere Stednavnenævnet inden arbejdet kommer videre, så projektet kan udføres på en professionel måde, skriver altså NAA og Oqaasileriffik i deres åbne brev.