Statsminister Lars Løkke siger nej til officiel undskyldning

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger nej til at give en officiel undskyldning til de 22 børn og deres familier, der i 1951 blev skilt fra hinanden som led i et skoleeksperiment. Børnene blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark. Derefter blev de bortadopteret eller anbragt på børnehjem.
19. august 2009 10:37

Statsministerens nej til en undskyldning på Danmarlks vegne falder i et svar til folketingsmedlem Juliane Henningsen fra IA, der mener, at en undskyldning ville være passende.

Men det mener statsministeren ikke. Han siger, at forholdet mellem Grønland og Danmark har været igennem en gennemgribende og positiv udvikling i tiden fra 1950'erne.

- Der er dog også begivenheder, som vi i dag må konstatere har været blandt de ulykkelige i vores fælles historie, skriver han i sit svar til Juliane Henningsn.

Han skriver, at de grønlandske børns ophold i Danmark i starten af 1950'erne tilhører den ulykkelige kategori.

- Men samtidig må vi konstatere, at tankegangen både i Grønland og i Danmark var væsentlig anderledes på daværende tidspunkt. Og vi må forstå det sådan, at børnenes ophold blev iværksat ud fra gode intentioner blandt de involverede parter i Grønland og i Danmark, understreger statsministeren, der også bemærker, at historien ikke står til at ændre.

- Vi må glæde os over, at tiden er en anden nu. Indenfor selvstyreordningens rammer udvikler vi i dag vores fælles historie i ligeværdighed og med gensidig respekt mellem Grønland og Danmark, hedder det i svaret fra statsministeren.

Dermed er der dog næppe sat punktum i sagen. Flere grønlandske og danske politikere har meddelt, at de vil tage sagen op i Folketingets Grønlandsudvalg med henblik på at få gennemført en historisk udredning - ikke bare af sagen om de 22 børn, men også en lang række andre forhold fra kolonitiden og 1950'erne og 60'erne.