Statister får hovedrolle

Qivittoq bliver vist i Biffen i Ilulissat, hvor der to aftener kommer statister fra filmoptagelserne i 1956 og fortæller om deres oplevelser dengang.
Skrevet af Noah Mølgaard
02. februar 2011 11:30

Biografen i Ilulissat "Biffen" bliver den eneste biograf i Grønland, der indtil videre sætter den ny-restaurerede Qivittoq på plakaten. Det sker, når Biffen viser fjeldgængerfilmen, der blev optaget i Ilulissat og Saqqaq. Filmen bliver vist fra den 6. til den 9. februar.

Det er velvidende om, at Qivittoq har solgt mange eksemplarer på dvd, at Biffen har sat den populære film på programmet.

- Det er noget af en satsning, vi laver, siger den daglige leder Biffen Jesper Hansen til KNR.

- Vi har derfor inviteret fire statister fra dengang filmen blev optaget, der vil fortælle om deres oplevelser dengang, siger Jesper Hansen.

Filmen finder sted i en tid, hvor samfundet gik i gang med store forandringer. Ilulissat kendte allerede til fiskeproduktion, mens bygden Saqqaq, som i filmen blev kaldt Sermilik, først skulle til at skifte fra fangererhveret til fiskeriet.

Nordisk Film forærede et eksemplar af filmen til daværende Ilulissat kommune, og mange har stiftet bekendtskab med filmen i deres barndom, da den blev vist mange gange i forsamlingshuset. Mange kender faktisk flere replikker i filmen og har gjort det en sport at sige dem, før filmen når så langt.

Nu er filmen blevet restaureret og udkommet på dvd og bliver vist i biograften, hvor træstolene i forsamlingshuset i mellemtiden er blevet udskiftet med bløde biografstole i kulturhuset Sermermiuts biograf.