Statens Kunstfond beklager

Forfattere bosat i Grønland er alligevel berettigede til søge og modtage arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Det er konklusionen på en sag, hvor forfatter Niviaq Korneliussen havde klaget over at have fået afslag på sin ansøgning som følge af hendes grønlandske bopæl.
Foto © : DR P1
Skrevet af Inge S. Rasmussen
21. maj 2018 13:42

Statens Kunstfonds litteraturudvalg beklager nu over for forfatteren Niviaq Korneliussen, at udvalget for nylig afslog at tildele hende et arbejdslegat. Det fremgår af et svar fra kulturminister Mette Bock til Folketingets Grønlandsudvalg.

Det var forkert at begrunde afslaget med, at Korneliussen boede i Grønland, erkender fonden, som efterfølgende har imødekommet hendes ansøgning.

Til stor lettelse for den succesfulde forfatter:

- Det betyder alverden for mig at få den anerkendelse fra staten, siger Niviaq Korneliussen til KNR på en telefon fra Paris, hvor hun torsdag præsenterede sin debutroman, der oversat til fransk også hedder "Homo Sapienne".

I modsætning til danske kolleger i Danmark kan grønlandske forfattere og kunstnere ikke bare tage toget til et bibliotek og holde et foredrag mod et honorar.

Derfor er man nødt til at tjene sine penge ved at være meget fleksibel som free-lancer, forklarer Niviaq Korneliussen, der selv tjener penge som oversætter. Hvilket hun er glad for, men det tager tid fra hendes arbejde med at skrive den svære toer, der skal følge efter debut-romanen.
- Det her arbejdslegat betyder jo, at jeg kan sætte mig ned og arbejde med min næste roman. Det giver mig et kæmpe pusterum.

Begrænset pulje i Grønland

I loven om Statens Kunstfond står, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Og da Hjemmestyret blev indført hjemtog Grønland ansvaret for kulturområdet.  

På spørgsmålet om ikke Selvstyret burde støtte sine egne kunstnere, svarer Niviaq Korneliussen:
- Selvfølgelig skal Selvstyret støtte grønlandske kunstnere, hvad så "grønlandsk" betyder. Men det er noget andet med Staten, for vi er en del af riget. Vi er i et rigsfællesskab og er danske statsborgere.

Hun forklarer videre, at de grønlandske puljer er langt mere begrænsede end de danske. Når forfattere herhjemme søger et arbejdslegat hos Selvstyret søger de på lige fod med alle andre kunstnere. Det vil sige filmfolk, billedkunstnere, skuespillere, musikere og så videre.

 - Så det er en meget, meget begrænset pulje. Og jeg vil da også gerne have anerkendelse fra Staten. Som vi jo er en del af, understreger Niviaq Korneliussen.