Stadigvæk mangler i sikkerheden

Bør vi gå længere, for at sikre sikkerheden for de mange krydstogsturister, som hvert år sejler til Grønland fra hele verden?
05. juli 2013 10:58

Det spørgsmål har været debatteret i den danske avis MetroXpress i den seneste uges tid. Og nu er der måske nye og strammere regler på vej fra Søfartsstyrelsen.

I den nyeste artikel fra avisen fremgår det, at beredskabet for søtransport kun rækker til redning fra tre helikoptere, hvis der for eksempel går hul på et skib med 4.000 cruise-gæster.

Orlogskaptajn Michael Hjorth fra Arktisk Kommando er bekymret over skibenes bygningskvalitet:

- Mange af de store cruisere er ikke isforstærkede, de er ikke bygget til at kunne sejle heroppe, og det er ganske uansvarligt at sende dem ind i is. Vi har to inspektionsskibe og et par helikoptere. Afstandene er enorme, og der er ingen infrastruktur til hurtig evakuering af så mange mennesker, siger Michael hjorth til MetroXpress.

Orlogskaptajnen får opbakning fra højesteretsadvokat og tidligere styrmand i Grønland Peter Giersing, som også er nervøs for en katastrofe en dag.

Det er langt fra første gang, at sikkerheden for turister til søs bliver debatteret. Den danske Søfartsstyrelse varsler nu, at der kan være stramninger af sikkerhedskravene på vej.