Stadig usikkerhed om dansk arktisk havforskningsskib

Sandsynligvis først i det tidlige efterår kan politikerne i Folketinget tage en beslutning om et nyt havforskningsskib.
Arkivfoto.:
Skrevet af Jens Thorin
26. juni 2020 06:38

Usikkerheden om fremtiden for dansk havforskning og især dansk havforskning i Arktis kommer til at vare lidt endnu.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kommer nemlig ikke til at fremlægge et beslutningsgrundlag om et nyt havforskningsskib i første halvår af 2020, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriets presseafdeling til Altinget.

LÆS OGSÅ Danmark savner nyt havforskningsskib til Arktis

Forskningsministeren skulle som en del af aftalen om den skåkaldte forskningsreserve senest i midten af 2020 komme med et beslutningsgrundlag.

Coronakrisen skyld i forsinkelse

Sådan kommer det dog ikke til at gå.

Coronakrisen har forsinket et arbejde på tvæs af ministerier med beslutningsgrundlaget, og sandsynligvis først i det tidlige efterår ligger der et beslutningsgrundlag, oplyser Forskningsministeriet til Altinget. 

Det nye skib skal blandt andet kunne bruges i Arktis og skal derfor have en høj isklasse, så man kan komme til iskanten samt ind i løsis og førsteårsis.

Det nuværende havforskningsskib, Dana IV, sejler op til 230 dage om året og benyttes til havforskning for danske forskningsmiljøer, forskning og uddannelse i internationalt samarbejde, fiskeriforskning for Miljø- og Fødevareministeriet og miljømonitering for EU.