Støtte til uge 18 arrangementer over hele landet

Uge 18 er ugen, hvor vi sætter ekstra fokus på alkohol og drikkemønstre. I år er temaet ”Drik uden druk”. Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed og Infrastruktur, Steen Lynge, har imødekommet ansøgninger fra 14 byer og 33 bygder om støtte til afholdelse af Uge 18 arrangementer.
29. april 2013 11:21

-Jeg er rigtig glad for den store interesse, der har været for at søge midler til afholdelse af Uge 18 arrangementer. Uge 18 tager udgangspunkt i de fællesskaber, vi er i, og det er målet at skabe nogle rammer for en god dialog omkring indtagelse af alkohol. Jeg opfatter den lokale debat om alkohol, som et vigtigt element i det sundhedsfremmende arbejde,” siger medlem af Naalakkersuisut for sundhed og infrastruktur, Steen Lynge og fortsætter:

-Naalakkersuisut ønsker at styrke det forebyggende arbejde på misbrugsområdet, blandt andet ved at sætte fokus på årsagerne til misbrug. Når det gælder misbrugsbehandling, ønsker vi at skabe gode rammer for en tidlig indsats, da erfaringer viser, at muligheden for succes er størst, jo hurtigere der gribes ind over for problemet. Endelig vil vi undersøge muligheden for at gøre behandling og efterbehandling mere fleksibel. Alt dette for at påvirke vores alkoholkultur i en sundere retning.

Uge 18 tager udgangspunkt i de tre råd fra Alkohol- og Narkotikarådet vedrørende alkohol:

•  Børn og unge under 18 bør helt undgå at drikke alkohol.

•  Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol.

•  Stop før 5 genstande ved samme lejlighed.