Største hold arktiske guide-elever startet

Hele 28 nye elever begyndte i går på Arktisk Guide - uddannelsen ved Campus Kujalleq i Qaqortoq.
Skrevet af Karsten Sommer
12. januar 2016 05:52

Det er det største antal elever nogensinde og for første gang oprettes der derfor to klasser i de fire år uddannelsen har eksisteret.

Eleverne kommer fra hele Grønland - lige fra Qaanaaq i nord til Aappilattoq i syd - og fra Nuuk til Ittoqqortoormiit, fortæller uddannelschef Henrik E. Nielsen fra Campus Kujalleq.

De 28 nye studerende kan se frem til knapt 6 måneders krævende uddannelse med et stort pensum og mange eksamener i både grønlandsk, historie, kultur, kunst, flora, fauna og geologi.

Og så selvfølgelig guideteknik, som bliver afprøvet gennem en masse praktiske øvelser og prøver i de sydgrønlandske byer og bygder Qaqortoq, Narsaq, Igaliko, og kirkeruinen Hvalsø.

Uddannelsesforløbet indeholder også en afstikker til Grønlands førende turistby, Ilulissat.

Eleverne slutter uddannelsen den 3. Juni - så de er klar til sommerens turister hos turistbranchen, der fortsat efterspørger flere grønlandske guider, oplyser Henrik E. Nielsen.

Iøvrigt er Campus Kujalleq i gang med at udvikle endnu en guideuddannelse, der skal sigte mod de turister, der søger mere hard-core turistoplevelser. Den ny adventure guide uddannelse skal blandt andet have fokus på fjeldvandring, duelighedsbevis til 12-personers passagerbåde, udvidet førstehjælp og meget andet.

Campus Kujalleq forventer at denne nye guideuddannelse ligeledes skal vare et halvt år, med start til august i år.