Sprogskolen starter afdeling i Nanortalik

Efter at have sendt lærere til Nanortalik, hver gang der var behov for undervisning, har sprogskolen i Sisimiut nu taget konsekvensen af de mange kursister i Nanortalik og lavet en afdeling i byen. Lederen af den er Thor Jonasen, der med opstarten af skolen er flyttet til byen.
Skrevet af Peter Troelsen
30. maj 2012 13:16

Der bliver kurser i råstofengelsk og dansk, men også kurser i grønlandsk eller andre sprog kan være blandt de fremtidige ydelser, som sprogskolens afdeling i Nanortalik kan tilbyde indbyggerne i det sydlige Grønland.

- Vi ville gerne kunne yde en maksimal service for vores kursister her i den sydlige del af landet. Derfor har vi nu startet denne afdeling op. Vi har haft en fremragende samarbejde med kommunens arbejdsmarkedsafdeling, og der har været stor efterspørgsel på kurser her. Eleverne viser stor lyst til at lære, og fremmødet er helt i top. Vi ligger mellem 90 og 95 % fremmøde, og det er enormt flot, fastslår den daglige leder af sprogskolens afdeling i Nanortalik Thor Jonasen.

Ved centerets officielle åbning i dag vil borgmester Simon Simonsen og formanden for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget Kalistat Lund holde tale, og befolkningen er inviteret til kaffemik, hvor der også bliver orienteret om mulighederne for at komme på kurser.

- Sprogskolen har med stor succes det sidste år afviklet en række kurser i Kommune Kujalleq og er således allerede positivt tilstede i vores region. Vi er derfor meget tilfredse med, at skolen nu officielt åbner afdelingen her i Nanortalik og fra Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalgets side byder vi aktiviteten meget velkommen, fortæller Kalistat Lund.