Spritsejlads: 30-årig mand er dømt for uagtsomt manddrab 

En kvinde blev dræbt, da en hurtig båd sejlede ind i en isskosse i Nuup Kangerlua i juli 2020.
Ulykken skete her ved Sermitsiaq-øen, hvor båden sejlede ind i en isskosse. Arkivfoto Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
02. september 2022 10:44

For to år siden mistede en 26-årig kvinde livet i en ulykke, hvor en båd sejlede ind i en isskosse kort fra Nuuk. 

En anden passager i båden blev hårdt såret. 

Nu har sagen været for Grønlands Landsret, og en 30-årig mand fra Nuuk er idømt otte måneder ubetinget i anstalt for uagtsomt manddrab. 

Ulykken skete 19. juli 2020. Her sejlede syv personer fra Nuuk ind i Nuup Kangerlua (Godthåbsfjorden, red.) i en hurtiggående båd. Føreren af båden havde drukket alkohol og sejlede ca. 40 knob, da båden pludselig ramte en isskosse ud for Sermitsiaq-øen.

De unge var mellem 20 og 30 år. Tre, der sad på dækket, blev slynget ud i vandet – en af dem var den unge kvinde, der mistede livet.

En anden passager blev alvorligt såret. Ifølge politiet havde hun fået et kompliceret brud på en ankel, og hendes skinneben blev knust. 

Hårdere dom i kredsretten

Da sagen blev behandlet i Sermersooq Kredsret, blev den 30-årige mand blandt andet fundet skyldig i uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og fareforvoldelse. Han blev idømt 1 år og 11 måneders anstaltsanbringelse. 

Sagen blev anket til landsretten – og også her blev den 30-årige kendt skyldig i uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse. Men han blev frifundet for fareforvoldelse. Og det endte altså med en dom på otte måneder i anstalten.

LÆS OGSÅ Spritsejlads endte med uagtsomt manddrab: Mand skal i anstalten i et år og 11 måneder

Alligevel er anklager Gutti Harryson tilfreds med den ubetingede dom:

- Både i kredsretten og i landsretten har det store spørgsmål været, om anklagemyndigheden kunne bevise, om det var den 30-årige mand, som førte båden på kollisionstidspunktet. På det afgørende punkt har landsretten været enig i kredsretten og anklagemyndigheden, og det er jeg meget tilfreds med, siger Gutti Harryson.

- Dommen er principiel, fordi domstolene i Grønland ikke tidligere har behandlet lignende sager. Så selvom landsretten valgte at nedsætte længden på foranstaltningen, så afspejler en ubetinget dom i adskillige måneder, at retten ser meget alvorligt på uansvarlig sejlads af denne karakter.