Spritnye folkevalgte: Vi er spændte og klar

Inatsisartuts nyeste medlemmer tripper for at komme i gang med arbejdet, når alle de folkevalgte i dag skyder den nye valgperiode i gang.
Emanuel Nûko (N), Lars Poulsen (S) og Pipaluk Lynge-Rasmussen (IA) glæder sig alle til at indtage deres nyerhvervede pladser i Inatsisartut-salen. Foto © : Privatfoto
23. april 2021 05:43

I dag samles det nye Inatsisartut for første gang til det, der kaldes den konstituerende samling.

Og blandt de 31 medlemmer er der nogle, hvor sommerfuglene flakser lidt ekstra i maven.

- Det er meget mærkeligt og meget rørende og dejligt. Det er en anderledes oplevelse. Det er meget spændende og rart, lyder det fra Lars Poulsen, der er en af Inatsisartuts helt nye stemmer. 

Det nye Inatsisartut og Naalakkersuisut 

 

Ved valget den 6. april sikrede Inuit Ataqatigiit sig 12 ud af Inatsisartuts 31 mandater.

 

Partiet er nu gået i koalition med Naleraq, der fik 4 mandater. 


Med tilsammen 16 mandater danner de to partier dermed lige nøjagtig et flertal i Inatsisartut. 

 

Atassut har valgt en rolle som støtteparti. Atassut har 2 mandater. 

 

Oppositionen udgøres nu af Siumut med 10 mandater, og Demokraatit, der har 3 mandater.

 

Samarbejdspartiet og Nunatta Qitornai blev ikke genvalgt.

 

Han er valgt ind for Siumut med 170 personlige kryds, og i dag bliver hans allerførste arbejdsdag som folkevalgt.  

- Jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde. Og jeg glæder mig mest til at møde og arbejde sammen med den ny koalition, som spritnyvalgt til Inatsisartut. 

Går ydmygt til opgaven

En anden, der har debut som Inatsisartut-medlem, er Pipaluk Lynge-Rasmussen fra Inuit Ataqatigiit. Hun fik 63 personlige stemmer.  

- Jeg er meget spændt, og jeg glæder mig rigtig meget til at skulle arbejde for folket. Jeg er meget ydmyg over for den stilling, jeg har fået. Så jeg kommer til at arbejde så godt, jeg kan for folket, siger hun og fortsætter:

- Jeg glæder mig til at arbejde med at arbejde for miljøet og klimaet, og så glæder jeg mig til at arbejde for at gøre noget ved den store ulighed, der er i befolkningen. 

Klar med anorak og kamikker

Traditionen tro vil alle de nyvalgte politikere i dag være iført nationaldragter og deltage i en gudstjeneste, inden de i samlet flok går af sted mod Inatsisartut-salen. 

Naleraqs Emanuel Nûko, der også for første gang har sikret sig en fast plads i parlamentet, kan næsten ikke vente.  

- Jeg har været klar, siden jeg var hjemme i Tasiilaq. Jeg skal have anorak på og østgrønlandske kamikker på. Jeg er klar til alt, siger Emanuel Nûko, der sikrede sig 161 stemmer ved valget. 

Og han kan se frem til at få vendt op og ned på sin hverdag de kommende fire år. 

- Jeg er fanger og derfor sejler jeg altid om foråret. Men Inatsisartuts forårsamling foregår dér, og derfor skal jeg være i Nuuk. Det er dét, der bliver den største forandring.