Sponsor bogfører for håndboldforbund

Grønlands Håndbold Forbund og BankNordik har indgået en sponsoraftale, der blandt andet indeholder bogføring og bogholderi af håndboldens penge.
Skrevet af Noah Mølgaard
12. april 2012 08:18

Grønlands Håndbold Forbund, GHF, står i samme situation som mange specialforbund. Det er baseret på frivilligt arbejde, og nogen gange kan det knibe med at få tid til at lave regnskaber. Men det bliver der nu rådet bod på i en ny sponsoraftale med BankNordik.

Begge parter ønsker ikke at oplyse sponsoraftalens værdi i kroner og ører. De vil dog løfte sløret for så meget, at aftalen gælder i tre år.

- Vi ønsker ikke at oplyse tal. Men vi kan sige, at vi stiller arbejdstimer til rådighed for GHF, hvor vi blandt andet vil løse administrative opgaver som bogføring og bogholderi, siger områdedirektør i BankNordik Bjartur Nolsøe i forbindelse med underskrivelsen af aftalen.

GHF bliver drevet udelukkende af frivillig arbejdskraft. Derfor er der stor tilfredshed med, at sponsoraftalen også indeholder administrativ bistand.

- Vi har samme problem som andre specialforbund i Grønland. Bestyrelsesarbejdet er frivilligt, og nogen gange kan det knibe med at nå det hele, siger næstformanden for GHF, Boas Møller.

Sponsoraftalen blev indgået knap en uge før første dommerfløjt ved de kommende grønlandsmesterskaber i Ilulissat. Seniorernes GM bliver nu kaldt BankNordik GM efter indgåelsen af aftalen.

- Vi er meget tilfredse med aftalen. Håndbolden er meget populær, og den bliver eksponeret godt i grønlandske medier. Vi er sikre på, at aftalen også bliver til vores fordel, siger Bjartur Nolsøe.

BankNordik GM starter i Ilulissat mandag den 16. april, hvor SAK’s og Nagdlúnguaks herrer spiller åbningskamp.1

KNR følger BankNordik GM med direkte tv transmissioner og opdateringer på hjemmesiden dagligt.