Spillestedet Le Bataclan genåbnes

Spillestedet Le Bataclan i Paris, hvor tre militante islamister dræbte 90 mennesker under en koncert 13. november 2015, genåbner næste lørdag den 12. november.
Skrevet af Karsten Sommer
04. november 2016 14:11

Og det bliver ikke hvem som helst, der genåbner spillestedet.

Det bliver nemlig den britiske rockstjerne Sting der giver koncert dagen før årsdagen for den tragiske massakre.

Læs også Terror i Paris

Sting, der tidligere var frontfigur i rockgruppen The Police, bekræfter oplysningerne.

- Først og fremmest skal vi mindes og ære dem, som mistede deres liv ved angrebet for et år siden. For det andet skal vi fejre det liv og den musik, som dette historiske spillested repræsenterer, siger Sting.

Den 13.-14. november 2015 var der flere koordinerede angreb i Paris. Ud over angrebet på Le Bataclan blev der dræbt mennesker ved fodboldstadionet Stade de France og i den centrale del af den franske hovedstad.

I alt blev 130 dræbt, og 351 såret. Angrebet var dermed et af de blodigste i Frankrigs historie.

Islamisk Stat tog skylden for angrebet.