Spændte forfattere på vej til nordisk prisgalla

I morgen bliver det afsløret, hvem der løber med årets nordiske priser. Fra Grønland er både en forfatter og en illustrator nomineret.
Skrevet af mlk
29. oktober 2013 10:57

Politikere fra hele Norden er i disse dage samlet i Oslo til den årlige session i Nordisk Råd. Fra Grønland er Juliane Henningsen og Kim Kielsen delegerede, og også regeringslederne fra de nordiske lande har holdt møder. Samtidig strømmer kulturlivet til den norske hovedstad. Som noget nyt i år er der nemlig indbudt til stort Oscar-lignende prisgalla i forbindelse med uddelingen af Nordisk Råds priser i morgen aften. 

- Det er ret stort for mig, og jeg er bare så glad for at være nomineret. Det betyder rigtig meget for mig at blive bekræftet i mit arbejde, siger en glad Nuka Godtfredsen.

Sammen med tekstforfatter Martin Appelt er han nomineret til den nystiftede børne- og ungdomslitteraturpris for tegneseriehæfterne om Grønlands forhistorie. Selv spår Martin Appelt dem dog ikke store chancer.

- Jeg vil blive meget forbløffet, hvis vi vinder. Vi er oppe mod nogle af de dygtigste børnebogsforfattere, men det ville lyse som en flot stjerne på et Grønland, der arbejder på at skrive sin egen historie, hvis vi vandt, siger han.

Forfatteren Mariane Petersen er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for anden gang. Hun har desværre af personlige årsager måttet melde afbud til prisfesten, i stedet har hun sendt sin forlægger, Lene Therkildsen fra Milik Publishing, der skal modtage prisen i hendes sted, hvis hun vinder. Men også Lene Therkildsen indrømmer, at de grønlandske bøger er oppe mod store litterære traditioner i de øvrige nordiske lande.

-  Hvis Grønland får en vinder, så vil det betyde et gevaldigt løft for grønlandsk litteraturs udbredelse, siger hun.

For Nuka Godtfredsen, der lige nu arbejder på det tredje album i serien Oqaluttuaq, ville en pris først og fremmest betyde finansiering til det fjerde album, som skal handle om nordboerne.

-  Så bliver der længere mulighed for at lave det, jeg kan lide. Det er det, jeg allermest ønsker mig – en sikrere fremtid til at lave tegneserier, siger han.

Priserne uddeles i Oslo i morgen klokken 19 norsk tid.