Sondre Slettemark kvalificerer sig til World Cup i skiskydning

Den 18-årige skiskytte, Sondre Slettemark, har kvalificeret sig til de tre næste World Cup-events i skiskydning. Han kommer dog ikke til at deltage.
Sondre Slettemark marts 2021
Sondre Slettemark kom på en 48. plads til International Biathlon Union Cup. Arkivfoto fra marts 2021. Foto © : Greenland Biathlon
29. december 2022 14:14

18 år og kvalificeret til World Cup i skiskydning. Det er virkeligheden for Sondre Slettemark, der i starten af december sikrede sig flotte resultater ved International Biathlon Union Cup i Sverige.

Ud af 110 startende deltagere løb Sondre Slettemark ind på en 48. plads blot 2,36 minutter efter den norske vinder 25-årige Endre Strømsheim.

Løbet sikrede Sondre Slettemark 97 IBU-point, hvilket er lavere end de 125 IBU-point, der skiller løberne fra at have muligheden for at blive kvalificeret til World Cup.

International Biathlon Union uddeler for hver World Cup-runde 8 wildcards, og det er de løbere, der kommer fra nationer, som ikke i forvejen har en World Cup-kvote, der er med i kampen om de 8 wildcards.

Og her blev Sondre Slettemark med sit flotte løb altså en af de skiskytter, der endte med at kvalificere sig til de tre kommende World Cup-events i skiskydning, der finder sted i Slovenien, Tyskland og Italien i januar.

Prioriterer gymnasiet

Selvom Sondre Slettemark nu er sikret en plads ved de kommende World Cup-events i skiskydning, kommer han ikke til at benytte sig af muligheden.

Han har nemlig valgt at prioritere at afslutte gymnasiet først.

- Jeg er naturligvis enormt stolt og tilfreds med, at jeg har løbet så godt, og at det udløser en mulighed for at løbe mod de bedste i verden. Men jeg går på 3. år i gymnasiet, og det ville være svært at finde tid til at rejse så meget lige nu, lyder det fra Sondre Slettemark i en pressemeddelelse.

Her uddyber han, at han sammen med sin træner for længe siden har besluttet, at Norges Cup og Junior VM bliver de løb, han kommer til at prioritere i denne sæson.

- I Norges Cup har jeg en første plads fra sidste år. I år vil jeg gerne have flere placeringer helt i toppen til Norges Cup og gerne være blandt de bedste i den samlede cup.

- Og så vil jeg gerne forbedre min 20. plads fra VM sidste år. Jeg er nu ældste årgang i Youth-klassen til Junior VM, så det skulle være muligt at få nogle rigtige gode løb der, lyder det afsluttende fra Sondre Slettemark i pressemeddelelsen.

Den 7. og 8. januar løber Sondre Slettemark sæsonens første Norges Cup, og Junior VM finder sted i begyndelsen af marts.