Sommeridrætsskolen søges udvidet næste år

De sidste to uger, inden skoleferien er slut, kan ofte være svære at fylde ud med meningsfulde aktiviteter. De fleste forældre er igen startet på arbejdet, og deres børn mangler noget at give sig til. I Nuuk er der sommeridrætsskolen, og hvis alt går vel, vil der også være det i Paamiut og Tasiilaq til næste sommer.
Skrevet af Peter Troelsen
08. august 2012 13:34

53 børn har været tilmeldt årets sommeridrætsskole i Nuuk, og arrangørerne har måttet afvise adskillige forældre, der gerne ville have deres børn med på skolen. De heldige børn har fået oplevelser med idræt og fjeldture, og de har lært at udvise samfundsansvar.

-I år har vi været i Præstefjorden for at rydde op, og det gav børnene en øjenåbner. Vi samlede 25 sække med affald. Vores unger vil fremover tænke sig om, inden de smider affald i naturen. De har også fået oplevelsen af at gå i fjeldet. Vi havde planlagt to ture i fjeldet, men måtte afbryde den ene halvvejs på grund af regn og tåge. Det ville have været for farligt at fortsætte. Deltagernes sikkerhed kommer før alt andet, fastslår Kim Godtfredsen, der er tovholder på projektet, som i år afvikles for tredje gang.

Den store succes i Nuuk har fået Sermersooq kommune til at overveje at udbrede konceptet til Paamiut og Tasiilaq, og konceptet ligger klar til at gå i gang med i de to byer. Alt kommunen skal sørge for at finansieringen, helt som det er tilfældet i Nuuk.

-Et projekt som dette kræver langtidsplanlægning, og kommunen har allerede taget fat på at kigge på sommerferien til næste år. Hvis de finder pengene, så skal vi nok finde egnede instruktører i de to byer. Der er jo et blomstrende foreningsliv begge steder, så på ledersiden vil vi aldrig komme i problemer. Det har der heller ikke været her i Nuuk. Der har været fire instruktører under hele sommeridrætsskolen, og det har passet fint med de 45 – 50 børn, der har været her hver dag, fastslår Kim Godtfredsen.

På fredag slutter dette års idrætsskole med en grillfest, og inden da skal deltagerne for anden gang en tur i svømmehallen.