Solist måtte bæres fra scenen til flyveren

Sisimiuts nye musikfestival Arctic Sounds blev skudt i gang med et brag i går. Der er stadig 50 billetter tilbage.
26. april 2014 17:10
Sisimiut åbnede i går dørene for en helt ny musikfestival. Arctic Sounds hedder den, og bands fra hele landet og fra USA, Island, Danmark, Norge og Sverige spiller i byen.
 
Én af arrangørerne, Jacob Froberg, der til daglig er Sisimiuts musikskoleleder, er glad for forløbet indtil videre.
 
- Vi synes, det har gået rigtig rigtig godt. Der er stadig lidt billetter tilbage.
 
Nærmere bestemt er der 50 billetter endnu, siger Jacob Froberg.
 
Hovednavnene til Arctic Sounds er Simon Lynge, Small Time Giants og G-60. Derudover kommer der 14 andre bands, som skal spille på fire scener rundt i Sisimiut, blandt andet kulturhuset Taseralik, hallen og hotellet. Og så opsætter de et stort telt til koncerter.
 
Solisten Simon Lynge har indtil videre holdt tre koncerter blandt andet en børnekoncert i dag. Lynge var virkelig populær blandt børnene, siger musikskolelederen.
 
- Simon Lynge havde billet på et fly lige efter sin koncert for børnene. Men han blev så revet med, at han ikke stoppede sin koncert. Til sidst måtte nogle af medhjælperne bære ham ud af scenen, for at han kunne nå sit fly. Men han slap fri og løb tilbage til børnene og spillede en ekstra sang. Han nåede dog flyveren, griner Jacob Froberg.
 
I aften er der stor koncert med Small Time Giants og G-60:
 
- Det blir en stor koncert med de to bands. Small Time Giants er her for at markere deres første fuldlængdealbum Stetoscope. G-60 bliver også stort, fordi det er klassisk god rock, og jeg tror, det  er 20 år siden de har været i Sisimiut sidst.
 
Koncerten med G-60 og Small Time Giants er senere i aften klokken 22 i hallen i Sisimiut.
 
Det er første gang, den internationale festival Arctic Sounds finder sted, men i byen regner man med at kunne gentage festivalen hvert år i april måned.