Snart må HIV-smittede gerne dyrke ubeskyttet sex

Den lov, der i dag gør det muligt at straffe HIV-smittede, som dyrker ubeskyttet sex, er på vej til at blive afskaffet i Danmark og dermed formentlig også i Grønland. Og det er fagligt velbegrundet, siger direktør i AIDS-fondet, Henriette Laursen.
17. februar 2011 12:20

- Det er på tide, at de nye behandlingsmuligheder også slår igennem i forhold til straffelovgivningen, siger hun.

Indtil for få år siden var der ellers flertal imod at fjerne straffen, men ny medicin og behandling har fået politikerne på andre tanker.

Henriette Laursen håber også, at en ændring af den danske lovgivning kan være med til ændre billedet af HIV-smittede.

- Mange HIV-smittede har følt sig stigmatiserede og følt, at der er blevet peget særligt på dem. Det er den eneste sygdom, som har sin egen straffelovsbestemmelse. Derfor tror jeg, at en lovændring betyder rigtig meget for dem, der er smittet, tilføjer direktøren for AIDS-fondet.