Smittetal stiger, og coronapas skal igen frem i Nuuk

Til gengæld bliver der lempet på kravene i Sisimiut, hvor folk kan smide mundbindene, og hvor der ikke længere er forsamlingsmax på 20 mennesker. 
Lang testkø i Nuuk. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
16. september 2021 17:31

Du skal igen finde coronapasset frem, hvis du bor i Nuuk. I den seneste uge er antallet af smittede i byen kun gået én vej - og det er opad. 

I løbet af det seneste døgn er der registreret otte nye smittede i hovedstaden, og i alt er 79 nu smittet med covid-19.

For blot en uge siden var der syv smittede i Nuuk.

Der er ukendte smittekilder i byen, og derfor skal du nu igen række ud efter dit coronapas, meddeler Naalakkersuisut.

Det gælder fra i dag og frem til og med 30. september.

Det betyder, at du - igen - skal være færdigvaccineret for at gå på restaurant, på bar og i fitnesscenteret. Hvis du ikke er færdigvaccineret, så skal du vise en negativ coronatest, der er max 48 timer gammel.

De her steder må du kun komme, hvis du er færdigvaccineret eller har en negativ coronatest, der er højst 48 timer gammel:

  • Restauranter, cafeer, værtshuse, diskoteker og lignende og deres tilhørende udearealer.
  • Kulturinstitutioner: Kulturhuse, biografer, museer, udstillingshaller og lignende.
  • Medborgerhuse og lignende.
  • Biblioteker.
  • Indendørs og udendørs idrætsfaciliteter (som for eksempel idrætslokaler, idrætshaller, svømmehaller, fitnesscentre og fodboldbaner).
  • Frisører, massører, skønhedsklinikker og lignende.

Som ikke-vaccineret må du stadig komme disse steder uden at skulle vise en negativ coronatest: 

  • Butikker
  • Posthuse
  • Lufthavne
  • Serviceskranker hos offentlige myndigheder (for eksempel kommunen) og forsyningsvirksomheder.
  • Venteområder i forbindelse med offentlig transport.
  • Lokaler hvor du skal udføre dit arbejde.

I Sisimiut bliver der lempet lidt på de meget strikse coronaregler, som byen har levet med i sommer.

Der er fra i dag ikke længere noget max på hvor mange, der må forsamle sig. Indtil i dag har max 20 mennesker måttet være samlet på ét sted. Mundbind er heller ikke længere et krav. 

I Sisimiut er der nu kun krav om fuld vaccination for adgang til offentlige lokaler.

Hvis folk fra Nuuk eller Sisimiut, der ikke er færdigvaccinerede, rejser til andre steder Grønland, må de ikke deltage i forsamlinger eller være på offentlige steder.

Det må de først efter en negativ test på femtedagen efter ankomst. 

Dokumentation for fuldendt vaccination kan både være coronapas på mobilen, de lapper papir, som bliver udleveret i forbindelse med vaccination, eller en vaccinationsattest fra sundhedsvæsenet.