Smider vi penge ud ad vinduet?

En undersøgelse af indeklima i grønlandske hjem skal vise om vi kan spare penge på energiforbruget.
Skrevet af Noah Mølgaard
20. maj 2011 16:25

2.400 husstande i Sisimiut får udleveret spørgeskema i forbindelse med undersøgelse om energiforbruget. Undersøgelsen skal vise hvordan bygningsmassen i arktiske egne skal indrettes og fungere med mindst mulig opvarmning og CO2 udslip og bedst muligt indeklima. Det skriver Sisimiuts lokal avis Sivdlek.

Det er phd studerende Martin Kotol fra Tjekkiet, der står bag undersøgelsen. Og han har hentet inspiration fra lavenergihuset i Sisimiut, der årligt bruger 90 kilowatt-timer i el, mens et almindeligt grønlandsk hjem gennemsnitligt bruger 416 kilowatt-timer.

Det viser at isolering og bedre indeklima giver muligheder for besparelser for husstande.

- Jeg håber, at modtagerne vil tage sig en lille smule tid til at besvare spørgsmålene, der blandt andet handler om, hvor mange der bor i huset, hvor mange antal kvadratmeter husstanden er. Hvor meget olie der bruges til opvarmning om året, og hvor meget el. Om der er tilfælde af allergi eller astma og eksem eller andre sygdomme, forklarer Martin Kotol overfor Sivdlek.

Svarene skal give et billede af husenes sundhedstilstand og projektet fortsætter med at 80 husstande bliver undersøgt grundigt. De bliver tilbudt en gratis rådgivning hvordan de bedst kan få deres hjem renoveret og dermed opnå energibeparelser.

Spørgeskemaerne bliver delt ud i slutningen af maj og i begyndelsen af juni. Resultaterne bliver fremlagt i kulturhuset Taseralik i august.

- Det er vigtigt at få så meget offentlighed om dette, som muligt. Så i Taseralik vil jeg orientere om svarene og om, hvilke ventilationssystemer der er på markedet, og hvor meget energi man kan spare, når man har tætnet sit hus, og sørget for det rette indeklima, siger Martin Kotol.