Smertestillende piller frem for evakuering

Det grønlandske sundhedssystem er ikke trygt, når man bor i bygderne. Det siger en efterladt, efter at hendes bedstefar er død.
Skrevet af Rune Langhoff
01. juli 2010 16:48

Den 19. juni døde Sara Johansen Olsens bedstefar.

Det skete efter, at man fra sygehuset i Upernaviks side havde nægtet at evakuere ham fra hans bygd Tasiusaq, fordi det var weekend.

I Tasiusaq havde medarbejderen fra bygdens sundhedshus ellers sagt, at en evakuering var den bedste mulighed, hvis det var op til hende.

Da Sara Johansen Olsens bedstefar så endelig blev evakueret efter adskillige henvendelser til hospitalet, viste det sig at være for sent.

Han døde få timer efter ankomsten til Upernavik.

- De ringede og sagde, at han ikke var til at redde. Han var død. Så det var for sent. Jeg blev ked af det og sur, for det er ikke første gang man hjælper folk for sent, siger Sara Johansen Olsen og fortsætter:

- Det kan ikke være rigtig, at man ikke kan hente ham på grund af, at der er weekend.

Fra sygehuset havde de også foreslået, at Sara Johansen Olsens familie selv kunne sejle deres bedstefar til Upernavik. Så vil lægen undersøge ham næste dag kl. 11.

Men det er ikke godt nok, mener Sara Johansen Olsen:

- Jeg har set og hørt om mange, der selv sejler deres familier til hospitalet, fordi hospitalet ikke vil evakuere dem. Men man kan ikke give ansvaret til familierne selv. Det kan man ikke, siger Sara Johansen Olsen.

Og derfor er Sara Johansen Olsens dom over det grønlandske sundhedssystem også klar:

- Det grønlandske sundhedssystem er ikke trygt, når man bor i bygderne, siger hun.

På den baggrund vil Sara Johansen Olsen nu klage til embedslægen. Ikke fordi det ændrer på, at hendes bedstefar er død, men for at ændre systemet:

- Jeg vil kæmpe for at sikre, at folk, der kommer i samme situation, ikke skal opleve det samme, som jeg har oplevet, siger hun.

Men en undskyldning har hun og hendes familie stadig til gode:

- De har ikke ringet bagefter, selvom de lovede at ringe igen. Men vi har ikke hørt noget.

Sara Johansen Olsens bedstefar døde af vand i lungerne, og efter hans død fik han også konstateret sukkersyge.

Medarbejderen på sundhedscentret i Tasiusaq bekræfter sagsforløbet, men siger, at Sara Johansen Olsens bedstefar skulle have kontaktet sundhedsmyndighederne tidligere i sit sygdomsforløb.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra chefdistriktlægen i Upernavik.