Small Time Giants satser på crowd funding

Det grønlandske rockband Small Time Giants er gået i studiet for at indspille deres debutalbum, og beder nu offentligheden om økonomisk hjælp.
Skrevet af Martine Lind Krebs
01. april 2014 08:05

Debutalbummet hedder Stethoscope, og har indtil videre kostet bandmedlemmerne alt hvad de ejer. Alle deres honorarer er indtil videre gået til en opsparing til indspilningen. Alligevel mangler de omkring 38.000 kroner.

Derfor lancerer de nu en crowd funding kampagne via websitet Pledgemusic, hvor man kan støtte albummet mod at modtage en række modydelser. Det kan være albummet til download, en cd indbundet i sælskind eller en intim koncert eller  en koncert over Skype.

- Siden vi startede bandet i Qaqortoq har vi altid drømt om at få vores musik ud af øvelokalet. Musikken har flyttet os rundt, holdt os sammen og givet os oplevelser for livet. Vi har altid stræbet efter at gøre alting selv, og prøvet på at finde nye veje og muligheder. Og nu vil vi gerne prøve at udgive et album med hjælp fra vores publikum og dem som følger vores musikalske rejse, siger bandets guitarist Pilutannguaq Hammeken.

Pengene skal være indsamlet inden midten af juli, og målet er at sende albummet på gaden i midten af september. Allerede efter de første to uger af indsamlingen er 24 procent af beløbet i kassen.

Det er for nyligt lykkes Simon Lynge at finansiere sit andet album på denne måde. Og flere og flere grønlandske musikere og filmskabere er ved at få øjnene op for crowd funding-muligheden.