Små børn sidder foran skærmen over 100 minutter i gennemsnit dagligt

En ny rapport om små børns liv med skærme fra Børns Vilkår viser bekymrende tal, mener organisationen bag.
Hertil kommer den tid, børn eventuelt også bruger på online spil og apps. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
07. november 2023 12:24

Skærme spiller en rolle i langt de fleste små børns liv.

Ni ud af ti børnehavebørn har adgang til en mobil eller tablet derhjemme. Og syv ud af ti børn scroller rundt på skærmen alene.

Det viser en ny undersøgelse, som Børns Vilkår har foretaget blandt 567 børnehavebørn.

- Det, synes vi, er bekymrende. Små børn har først og fremmest brug for at lære sig selv at kende, og det gør de allerbedst, når de er i fysisk kontakt med deres omgivelser, siger psykolog ved Børns Vilkår Malene Angelo.

Børns Vilkår har desuden fået adgang til data fra den seneste seermåling fra analyseinstituttet Nielsen.

Her fremgår det, at 80 procent af børn mellem tre og seks år streamer ugentligt.

De 80 procent bruger dagligt i gennemsnit 84 minutter på streaming og 17 minutter på traditionelt TV.

Samlet set tilbringer de altså 101 minutter foran en skærm hver eneste dag. Det svarer til 11 timer om ugen, hvilket er mere end dobbelt så meget, som Børns Vilkår anbefaler.

Hertil kommer den tid, børn eventuelt også bruger på online spil og apps.

- Vi ved ikke, hvor meget skræm der skal til for at stille sig i vejen for den gode udvikling. Men vi ved, at børn har brug for meget bevægelse, at være udforskende og få nok søvn. Og alle de her ting kan skærmen risikere at stille sig i vejen for, siger Marlene Angelo.

Rapporten viser, at den mest populære platform blandt de små børn er YouTube.

- Den er slet ikke er udviklet til børn under 13 år, selv om der er godt nok indhold til den målgruppe der, siger Malene Angelo.

Hun anbefaler generelt, at man gør skærmtiden for de små børn til et fælles projekt. Så kan man som forældre bedre være med.

- Det kunne være at bruge fjernsynet fremfor en tablet. Se det med dit barn i stedet for at lade dem sidde med det alene, siger Malene Angelo.