Slut med billig husleje til studerende med høj indtægt

Studerende med en høj årsløn skal betale mere i kollegieleje og de penge, skal bruges til at forhøje uddannelsesstøtten.
Skrevet af Jette Andersen
25. april 2014 17:00

De studerende her i landet  kan i forbindelse med den nye uddannelsesreform se frem til frem til en højere uddannelsesstøtte, men til gengæld vil der blive indført indtægtsregulerede huslejer i kollegielejlighederne. En slags progressiv husleje. Det viser sig nemlig at mange samboende eller gifte studerende har meget store indtægter og en meget beskeden husleje.

Og det forhold skal der rettes op på, så kun de studerende med de helt lave indkomster får den billige husleje, siger naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen i dag.

Alle - uanset bosted, social status og forældrenes indkomst - skal have mulighed for at tage en uddannelse. Og her kan en af bremseklodserne være mulighederne for at få en kollegiebolig. Derfor har Nick Nielsen nu igangsat en reform af uddannelsesstøtten og kollegielejen.

Departementet har lavet en opgørelse over, hvor mange studerende der i 2011 tjente penge ved siden af studierne og hvor meget. Og selvom over halvdelen af de studerende kun lever af uddannelsesstøtten på 4500 kroner om måneden, så er der også studerende, der har arbejde ved siden af og dermed tjener mere end 54.000 kroner om året.

Der var i 2011 397 studerende. Nick Nielsens departement har fundet tal frem, der viser, at 216 af dem, udelukkende levede for uddannelsesstøtten. 133 havde en løn ved siden af, der er svarende til en SIK-løn, 45 studerende havde en løn på mellem 200.000 kroner og 500.000, mens der var tre studerende, der havde en årsløn på mere end 500.000.

Og det står ikke mål med kolligelejen på 850 kroner pr. voksen. Det betyder, at et par betaler 1700 kroner for et kollegieværelse.

Reformen vil derfor betyde, at den enkelte studerendes løn vil blive opgjort for at få fastsat, hvor meget man skal betale i kolligeleje.

- Hvis du tjener mere end uddannelsesstøtten, så skal du betale mere i husleje. Det synes vi, er rimeligt at forlange, da vi kan se, at der er mange studerende, som tjener mere end uddannelsesstøtte, siger han.

- Og den forhøjelse, vi vil hente fra kollegieværelsebetaling, vil vi bruge til at finansiere forhøjelsen af uddannelsesstøtte.

Departementet for Uddannelse er allerede nu gået i gang med beregninger på, hvor meget SU'en kommer til at stige. Men:

- Reformen indenfor området, vil først kunne forelægges til næste år, fordi der er umiddelbart mange tal, vi arbejder med.