Slik og sodavand bliver forbudte i skolen

Kommuneqarfik Sermersooq er på vej til at forbyde slik og sodavand i samtlige skoler i den store kommune.
Skrevet af Noah Mølgaard
29. april 2011 06:37

Skoleforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq er nu i dialog med skolebestyrelserne om konsekvenserne for det kommende forbud mod at tage slik og sodavand med til skolen.

- Forbudet vil træde i kraft i slutningen af maj, siger skolechef i Kommuneqarfik Sermersooq Hans Peter Broberg til KNR.

- Det er desværre alt for udbredt at skoleelever drikker sodavand og slik i skoletiden, og det går ud over undervisningen, siger han.

Han fortæller, at børn bliver hyperaktive af al det sukker de indtager med slik og sodavand og kan dermed ikke koncentrere sig 100 procent i timerne.

- Det går selvfølgelig ud over elevernes indlæringsevner, siger Hans Peter Broberg.

- Vi har nu en dialog med skolebestyrelserne om hvilke konsekvenser der skal være ved eventuelle overtrædelser og hvordan skolerne skal håndhæve forbudet, siger Hans Peter Broberg.