Slædekuske strandet i Nutaarmiut

Den store og populære slædekonkurrence, Avannaata Qimussersua, sluttede for mere end en uge siden, og de fleste deltagere er nu kommet godt hjem. Men sådan forholder det sig ikke for to kørere fra Upernaviks nordligste bygder, Nuussuaq og Kullorsuaq.
07. april 2014 16:21

Da isen omkring Upernavik og dennes bygder er usikker at færdes i, er de to nemlig havnet i Nutaarmiut, der ligger omkring 200 kilometer hjemmefra.

For en måned siden kørte de to slædekørere fra henholdsvis Kullorsuaq og Nuussuaq til Upernavik, hvorfra de sammen med deres hunde og slæder blev fløjet til Ilulissat, hvor Grønlandsmesterskaberne blev afviklet.

Efter mesterskaberne blev de igen fløjet til Upernavik. Og det var derefter planen, at de selv skulle køre resten af turen til deres respektive bygder:

- Vi rejste mod Upernavik med hundeslæde den 14. marts. Men vi er endnu ikke kommet hjem. Vi er kun nået frem til Nutaarmiut, fortæller en af slædekørerene fra Nuussuaq, Aron Sakariassen.

Jonas Kristensen fra Upernaviks nordligste bygd, Kullorsuaq, er også havnet i Nutaarmiut og må køre 200 kilometer, før han er hjemme.

Og selv om isen er usikker, vil begge slædekørere prøve at køre i dag:
 
- Men jeg har også skaffet mig en helikopterbillet til den 10. april fra bygden Innaarsuit, hvis is-forholdene skulle være for farlige. Men der må jeg altså efterlade mine hunde uden at vide, om jeg vil have mulighed for at kunne hente dem igen i år, siger Jonas Kristensen, der dog kunne ønske sig, at deres sammenslutning havde sørget for at deltagerne blev transporteret frem og tilbage til deres hjemsted.

Slædekørerene rejste nemlig for knap en måneds tid siden for at deltage i Grønlandsmesterskabet:

- Vi havde ikke forestillet os, at det ville vare så længe. Det er nu snart en måned siden vi rejste. For vi kommer fra de nordligste steder af alle deltagerne, siger Aron Sakariassen, der nu overvejer, om han fremover vil deltage i hundeslædemesterskaberne.

Jonas Kristensen håber, at han om 3 eller 4 dage vil kunne nå frem til sin bygd, hvis is-forholdene kan få ham til at fortsætte slædeturen hjemad.