Forskning: Slædehunde har forskellige gener i øst og vest
Slædehundene har været her i landet i mere end 4000 år. Men i den videnskabelige verden ved man ikke særligt meget om de grønlandske hunde.
Ihvertfald ikke endnu. Forskerne bag projektet QIMMEQ - den grønlandske slædehund - er nemlig i gang med at undersøge slædehundens oprindelse og genetiske udvikling.
- Vi ser ret tydeligt, at hundene i Tasiilaq-området og hundene på vestkysten af Grønland er to grupper. De er begge to slædehunde, de er i familie med hinanden, men de er to grupper af hunde, der har været adskilt i lang tid. Så de er ligesom to familier, siger Mikkel Sinding, forsker fra Naturinstituttet i Grønland.
LÆS OGSÅ Qimmit qimuttut kulturikkut oqaluttuarisaanerat ilisimatusarfigineqalersoq
Han er med i det dansk-grønlandsk forskningsprojekt QIMMEQ, som vil sikre en bæredygtig fremtid for den grønlandske slædehundekultur.
Men hundenes genetiske forhistorie kender man ikke endnu. Det forsøger forskerne at kortlægge. En teori er, at de grønlandske slædehunde er kommet hertil fra Sibirien:
- Men spørgsmålet er, hvad den har fået med på vejen i rejsen fra Sibirien til Grønland.
Derfor skal forskerne også undersøge, om slædehundene deler gener med andre arktiske racer som Siberian Husky og Alaskan Malamute.
LÆS OGSÅ Ilisimatuutut misissuinerup qimmit qimuttut annaatissagai
Forskerne ved også, at hundene på vejen har mødt mennesker, som har haft andre arter af forhistoriske hunde, som de arktiske hunde har fået blandet deres gener med.
Ved at kigge tilbage, kan man også finde ud af, hvordan slædehundene er blevet så hårdføre, at de kan leve i det benhårde arktiske klima:
- De fleste hunde, som man kender rundt omkring i verden, de ville jo dø første dag udenfor en vinterdag i Grønland. Men de her hunde bor udenfor året rundt, så hundene må have nogle helt vanvittige tilpasninger, altså nogle virkelige stærke og specielle egenskaber for at de kan tåle kulden og overleve i det her klima. Og det er også noget, som vi virkelig gerne vil finde ud af, siger Mikkel Sinding, forsker fra Naturinstituttet i Grønland.
