Slædehundeførerforeninger: Hunde aflives på grund af mangel på dyrlæge
Ilulissat har ikke haft en fast dyrlæge i et år, og det har konsekvenser for de mange hundeslædeførere.
- Nogle gange må vi aflive hunde, som kan have flere år foran sig endnu, fordi vi ikke selv kan behandle de skader, de har fået. Deres skader kan ellers behandles af en dyrlæge, hvis vi havde en.
Sådan siger Apollo Mathiassen, som er formand for slædeførerforeningen i Saattut, Suloraq-84, til KNR.
Også slædeførerforeniningen i Ilulissat kender til denne problematik.
- Flere har gjort det alene i år, flere hunde er blevet aflivet, fordi de ikke kunne hjælpes, siger Minik Olsvig Svendsen, der er formand for foreningen Qimussersaq 71 fra Ilulissat.
Kan ikke få medicin
Departementchefen i departementet for fiskeri og fangst, Jørgen Isak Olsen, har i et indslag i KNR henvist slædeførerne til at henvende sig til kommunen, hvis de ønsker hjælp med deres hunde.
Det er dog begrænset, hvor meget hjælp man kan få fra kommunen, mener slædeførerforeningen i Saattut. Kommunen har sjældent et lager af piller mod hundeorm, som de kan få noget af engang i mellem, men:
- Vi kan ikke få penicillin eller andet medicin fra kommunen, siger Apollo Mathiassen.
LÆS OGSÅ Ingen vil være slædehundenes dyrlæge i Ilulissat
Det bekræfter én af Avannaata Kommunia's hundemedarbejdere i Ilulissat.
Han siger, at der ikke har været adgang til medicin til hunde siden sidste år, hvor der sidst var ansat en dyrlæge i Ilulissat.
- Vi har ikke længere én, der kan sælge medicin til dyr i Avannaata Kommunia. Derfor kan man ikke få fat i sådan noget som ormekur, penicillinkur, prævention og andet medicin til hunde, siger Ilannguaq Hansen.
Ifølge Grønlands Statistik var der i 2020 12.170 hunde i hundedistrikterne i Vestgrønland.