Slædehunde kan beholde deres hjørnetænder

Klipning af slædehundenes hjørnetænder bliver ikke længere tilladt fra nytår.
Skrevet af Louise M. Kleemann
11. november 2010 11:22

Lovændringen der blev vedtaget af et enigt Inatsisartut, hilses velkommen af embedsdyrlæge Sanne Eline Wennerberg.

- I dag har vores politikere truffet et valgt, der sætter fokus på slædehundens velfærd, siger hun.

Medlem af Naalakkersuisut Ove Karl Berthelsen glæder sig ligeledes over, at lovændringen er vedtaget.

- Det er vigtigt for Grønland at sætte slædehundens ve og vel på dagsorden – både for os selv og hundenes skyld, men også som et tydeligt signal til omverdenen om, at Grønland værner om slædehunden, siger han.

Ifølge Grønlands Selvstyre træder lovændringen i kraft pr. 1. januar 2011.