Slædehunde dræber 4-årig i Nunavut

Bygden Pannertooq i Nunavut er ramt af en tragedie, efter at 3 slædehunde, som var sluppet løs fra deres kæder, har slået en dreng ihjel.
28. marts 2010 16:02

De 3 slædehunde var sluppet løs fra deres kæder, imens deres ejer var bortrejst. Tragedien skete mandag den 22. marts, da en forbipasserende mand opdagede, at en af hundene havde blod på snuden og stod ved siden af liget af den 4-årige dreng. Det oplyser NunatsiaqOnline.

Den forbipasserende mand, David Kooneeliusie, slog øjeblikkeligt alarm. Efter at politiet ankom til stedet, blev slædehundene aflivet med skud fra en riffel.

Hvordan hundene slap løs fra deres kæder skal en undersøgelse nu klarlægge, så det ikke kan ske igen. Hundenes ejer, tidligere borgmester Manasa Evic, var væk på rejse for at modtage medicinsk behandling.

Tragedien har ramt lokalsamfundet hårdt og en bølge af medfølelse er strømmet imod den afdødes pårørende.

Via et loppemarked er 7.000 dollars blevet samlet ind til drengens familie, så de kan flyve til bygden for at deltage i begravelsen.