Skyderi i Alluitsup Paa

En fuld mand skabte uro i Alluitsup Paa i fredags, da han flere gange affyrede skud. Manden er allerede løsladt, og det skaber utryghed i byen.
Skrevet af Pipaluk Høegh
25. september 2012 14:51

I fredags ved fem - seks tiden om eftermiddagen affyrede en fuld mand flere skud i Alluitsup Paa, før det havde han også trykket på en brandmelder. Brandfolk kom til stedet og kunne se, at der ikke var brand, men at der blev affyret skud i et hus.

 Reservebetjente og brandfolk i byen evakuerede folk fra området omkring idrætshallen, der var tæt på det hus, hvor skud kunne høres.

En mor fortæller, at de var utrygge, efter skyderiet i Alluitsup Paa. Kvinden vil kun udtale sig anonymt til knr.gl, fordi hun er bange for gerningsmanden, som er løsladt og befinder sig i byen. 

En anden borger forklarer:

-Ikke så langt tid efter skyderiet, så vi ham gå rundt i byen. Han var allerede blevet løsladt, han er farlig, vi er bange. Jeg ønsker, at vi skal leve i tryghed, vi kræver, at der laves en undersøgelse af, hvad der skete, siger en borger fra Alluitsup Paa, som vil være anonym, fordi han frygter for repressalier.  

Gerningsmand løsladt

Regionsleder i Alluitsup Paa og Politimesterembedet mener dog ikke, at gerningsmanden er til fare for borgerne i Alluitsup Paa:

-Ja, der er blevet affyret skud, men der har ikke været fare for menneskeliv, manden affyrede skud indenfor sit hus, og der er ingen personer, der er kommet til skade. Vi kom i telefonisk kontakt med manden, og derefter smed han sit gevær udenfor og overgav sig til politiet, siger regionsleder Bent Ole Kleist.  

Gerningsmanden havde ikke truet andre mennesker på livet og havde ikke affyret skud, der eventuelt kunne ramme andre personer. Derfor blev han i løbet af aftenen løsladt igen:

-Da vi fandt ud af, hvad der var sket, og efter at have rådført os med Politimesterembedet blev han løsladt,  siger Bent Ole Kleist.

Når der sker alvorlige politisager i Alluitsup Paa, plejer politiet i Nanortalik at hjælpe til, men den pågældende dag var der ikke mandskab nok til, at politiet i Nanortalik kunne tage ud til Alluitsup Paa. Så politiet i Qaqortoq gjorde klar til at tage til Alluitsup Paa, da de blev klart, at gerningsmanden ikke havde skabt fare for andre menneskeliv.

-Det blev derefter besluttet, at vi ville vente med at komme derhen. Men sagen kører, og der er lavet en rapport, hvor vi kræver, at han skal få en bøde, siger Bent Ole Kleist.  

Der vil i den nærmeste fremtid komme betjente fra Nanortalik Politi, som vil lave en politiundersøgelse af, hvad der skete den pågældende dag.