Skuffet futsallandshold vender hjem med større erfaring

Det blev til fire nederlag til futsallandsholdet ved årets Nordic Futsal Cup. Holdet er skuffet, men der også mange ting spillerne kan tage med fra turneringen, siger holdets asisstenttræner.
Foto © : Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat - Grønlands Boldspil Union
Skrevet af Karsten Sommer
10. december 2018 10:00

Futsal-herrerne følte, at de havde forberedt sig grundigt til årets Nordic Futsal Cup. Alligevel fik de fire nederlag med hjem fra de fire kampe mod Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Futsallandsholdets assistenttræner Anton Overballe fortæller, hvordan spillerne reagerede på de dårlige resultater:

- Selvfølgelig er spillerne skuffede over resultatet. Vi havde forberedt os ekstra godt i år, men skuffelse var nok den følelse, alle havde efter de fire kampe, vi spillede, fortæller Anton Overballe til KNR.

LÆS OGSÅ Grønland tabte til Danmark i Nordic Futsal Cup

Anton Overballe oplevede dog, at det var små ting, der gjorde, at resultaterne blev, som de blev.

- Vi leverede en god fysisk form til turneringen, men der var små marginaler, som resulterede i, at vi ikke fik scoret på vores chancer. Men på den anden side fik vi lavet nogle defensive fejl, så de andre endte med at tage alle tre point i hver kamp, siger han.

Og assistentræneren mener også, at de mange unge spillere vil kunne tage noget med sig videre frem på trods af de dårlige resultater.

LÆS OGSÅ Grønland tabte knebent til Sverige

- Jeg synes, at der er mange ting, som vi kan tage med fra denne her turnering. Vi kan tage erfaringen med os videre og videreudvikle spillerne og holdet til fremtidige turneringer og Nordic Cup næste år, siger Anton Overballe.

Du kan se billeder fra landsholdets kamp mod Danmark her: