Skudoffer stadigvæk i livsfare

Den 17-årige dreng, der søndag blev skudt i hovedet med et haglgevær, svæver stadig i livsfare. Det oplyser kommunikationsrådgiver Helle Lundberg fra Syd- og Sønderjyllands Politi over for KNR.
Skrevet af mlk
05. november 2013 10:45

En 50-årig mand har erkendt, at han skød mod den unges knallert fra sin altan på 2. sal, da han var irriteret over larmen. Han er sigtet for grov vold og indtil videre tilbageholdt i fire uger.

Det var et luftgevær af høj kaliber, der blev brugt mod drengen. Siden konstaterede lægerne et hagl i hans hjerne, som det ikke har været muligt at fjerne. Ifølge Helle Lundberg kan luftvåben af den kaliber sagtens bruges til at slå folk ihjel. Ifølge ny dansk lovgivning skal man have tilladelse til luftgeværer over en vis kaliber. Den sigtede sagde i retten, at han har sådan en tilladelse, og det er politiet ved at undersøge.

I retten forklarede den 50-årige, at han sigtede på knallerten på cirka 30 meters afstand, ikke på personen. Og at han efter at have trykket af, gik ind i sin stue igen. Men i politiforhøret om samme morgen forklarede den sigtede, der har gået til skydning i mange år, og godt kender til mål i bevægelse, at han sigtede tre meter foran knallerten, og så knallerten og føreren vælte.

- Det er en misforståelse. Jeg lukkede døren med det samme. Jeg kan godt have sagt det, men jeg er kommet i tvivl nu, sagde han konfronteret med de modstridende forklaringer ifølge Ekstra-Bladet.

Ifølge anklageren risikerer den sigtede 60 dages fængsel for grov vold, med mindre den 17-årige ikke overlever, i hvilket fald anklagen ændres til drab.