Skrot fra Thule Air Base 30 millioner værd

15.000 tons jernskrot fra Thule Air Base er denne sommer blevet samlet og udskibet til Danmark. Det fortæller US Navys hjemmeside.
Skrevet af Karsten Sommer
06. oktober 2011 06:45

De mange tons metalaffald stammer hovedsageligt fra slut-90´erne, da en del bygninger på den amerikanske base blev revet ned, og metalresterne placeret på et stort åbent naturområde nær bugten ud for basen.

Siden er man bare fortsat med at bruge stedet som metaldump, indtil man for et par år siden begyndte at lede efter en entreprenør, der kunne forestå en oprydning.

Og da skrotpriserne på verdensplan begyndte at stige sidste år, kom der skred i sagen. Det danske entreprenørfirma Aarslev påtog sig opgaven, og har i løbet af et par måneder i sommer fået ryddet op, og sendt de 15.000 tons metalskrot til Danmark med skib.

Og der var penge i skidtet.

Lidt over 1 million dollars - 6 millioner kroner - tilfaldt den amerikanske stat. Resten - små 30 millioner kroner har entreprenørselskabet fået ud af sine anstrengelser, fremgår det af US Navy-hjemmesiden.