Skoleelever på Danmarkstur

Et hold 11-årige skoleelever fra Ilulissat rejser i begyndelsen af april til Fredericia på et 2 måneder langt skoleophold. Det er 42. gang, at Fredericia modtager skoleelever fra Ilulissat.
Skrevet af Oline I. Olsen
10. marts 2010 08:12

Under opholdet skal de 57 elever bo hos danske plejefamilier og går i klasse med deres danske parallelklasser. Og der er fundet plejefamilier til næsten alle skolebørn.

- De fleste elever har fået plejefamilier, siger Inger Degn, der er koordinator og lærer i Atuarfik Mathias Storch i Ilulissat.

Under skoleopholdet i Fredericia skal børnene lære mere om det danske sprog og kultur. Og 5. klasserne forbereder sig grundigt til turen ved at tale om de spændende og mindre sjove oplevelser, der venter dem.

- Vi taler med eleverne om, at det kan være svært at rejse fra forældrene, specielt når det er sengetid, kan det være hårdt. Men at der også venter dem spændende oplevelser, siger Inger Degn.