Skimmelsvamp i børnehave

Børnehaven Angajo i Ilulissat er foreløbig lukket. 60 børn bliver nu passet i kulturhuset Sermermiut.
Skrevet af Noah Mølgaard
12. januar 2011 11:50

Der er blevet konstateret skimmelsvamp i børnehaven Angajo i Ilulissat. Det er dog endnu ikke afklaret hvor omfattende reparationer det kommer til at koste.

- Vi har foretaget undersøgelser i børnehaven, hvor vi desværre har konstateret skimmelsvamp. Håndværkere har nu lavet forebyggende reparation, der skal forhindre skimmelsvampen i at sprede sig, meddeler teknisk afdeling i Qaasuitsup kommunea til KNR.

Samtlige 60 børn bliver nu passet i kulturhuset Sermermiut, hvor de skal være i et eller to måneder.

- Håndværkere er som sagt i gang med at undersøge nærmere hvor meget skimmelsvampen har spredt sig. Og inden de er færdige med deres undersøgelser kan vi ikke sige noget om hvad det kommer til koste, oplyser Qaasuitsup kommunea.

Der har været lugtgener i børnehaven, der blev taget i brug i september 1959, hvor der i efteråret 2010 blev udskiftet rør i kælderen. Nu har det altså vist sig at skaderne er mere omfattende end VVS-arbejde.