Skibsfragt til Sydgrønland forsinkes

Svampesporer om bord på bygdeskibet 'Aguteq Ittuk' betyder, at gods til Sydgrønlands bygder er forsinket.
Skrevet af Karsten Sommer
10. november 2009 06:19

Skibet tages øjeblikketligt ud af sejlplanen, og derfor må folk i bygderne i Sydgrønland forberede sig på op til en uges forsinkelser, før denne uges gods når frem, oplyser Royal Arctic Bygdeservice.

Hvilken art svampe der er tale om, og om de er sundhedsskadelige, vides endnu ikke. Af hensyn til søfolkenes helbred sejles skibet nu til Nuuk, hvor ISS skal tage sig af yderligere analyser og udbedre eventuelle skader på skibet.

Skibet 'Johanna Kristina' skal fylde hullet i sejlplanen ud og forventes at ankomme til Sydgrønland søndag. Præcist hvornår bygderne i Sydgrønland kan forvente at få denne uges gods, vides endnu ikke med sikkerhed.