Nuuk Water Taxi om påsejling: Skibet kunne ikke slå i bakgear

Det var heldigvis med lav fart, at et skib tirsdag sejlede ind i havnen i Nuuk. Det fortæller direktør for Nuuk Water Taxi.
Det var skibet Aviaq Ittuk, som netop er blevet købt af Nuuk Water Taxi, der sejlede ind i havnen. Arkivfoto. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen
25. oktober 2023 10:01

Tirsdag eftermiddag kunne KNR skrive, at et skib var stødt ind i havnen i Nuuk.

Det var skibet Aviaq Ittuk, som netop er blevet købt af Nuuk Water Taxi, der sejlede ind i havnen.

Ifølge Anders Lukke Laursen, direktør for Nuuk Water Taxi, skulle skibet egentlig blot flytte kajplads, da episoden fandt sted.

- Der gik så en kobling på gearet, så den kunne ikke slå i bakgear og kunne ikke undgå at ramme land - heldigvis ved lav fart. Egentlig ganske udramatisk. Det er et meget stærkt og solidt skib, siger han i et skriftligt svar til KNR.

Aviaq Ittuk blev hurtigt taget på slæb af firmaet Masik og fandt den tiltænkte kajplads.

- Nu skal vi have skiftet kobling, og så skal skibet på værft, som det hele tiden har været planen, siger Anders Lykke Laursen.

Grønlands Politi bekræfter episoden og fortæller, at der ikke var personskade, men har ikke yderligere kommentarer, da de stadig efterforsker sagen.

På Facebook har der floreret en video, hvor man kan se Aviaq Ittuk sejle ind i en mindre båd, inden den rammer havnen.